NATURPLEJE OG KØD MED OMTANKE





Tanken om en kogræsserforening i Sejs‐Svejbæk opstod tilbage i 2011, fordi Silkeborg Kommune fik behov for afgræsning af to fredede engområder i Sejs-Svejbæk. Det drejer sig om Ludvigslyst engen og Christiansmindefredningen, der tilsammen udgør et areal på ca. 6 ha.
Silkeborg Kommune har tidligere haft dyr til græsning på områderne efter aftale med en lokal landmand, som satte sine dyr ud på de fredede arealer. Men efter Sejs-Svejbæk Kogræsser-forening blev stiftet ultimo 2011, har vi stået for afgræsningen.
Ved at sætte dyr ud til græsning i naturområder vedligeholdes den nuværende bevoksning, som ellers ville gro til og ende i et vildnis. Græsningen er således med til at vedligeholde den artsvariation af dyr og planter, som kendetegner et vådt engområde. I tilgift hertil får medlemmerne ca. 25 kg finparteret kød ved årets slutning.
I 2018 udvidede vi med endnu en eng, nemlig Holten engen, som ikke er blevet afgræsset i en årrække. Et område mere øger desuden muligheden for, at flere af vores medlemmer vil få dyr lige i deres baghave.
Efter at have afgræsset Holten engen fra 2018-2020, erstattede vi i 2021 Holten engen med Aløengen. Engen giver et væsentligt større græsningsudbytte end Holten, så vi er rigtig glade for at have lavet en aftale om græsning med ejerne af Aløengen.
I sæsonen 2025 havde vi endda kun dyr på Aløengen, hvor muligheden for at skifte side med et par ugers mellemrum, gav konstant frisk græs til de 4 dyr det år.
Som medlem kan man købe sig til 1/8 eller 1/4 af en ko. Antallet af medlemmer bestemmer derfor, hvor mange dyr der kommer på græs i lokalområdet, og antallet af solgte andele og dyr har svinget mellem at vokse, stagnere og svinde lidt ind siden starten i 2012. Efter oplevelsen af at 9 dyr i 2018 og 2019 måske var lidt mere end engene kunne bære, havde vi i årene 2020-2023 stadig 7-8 dyr, mens 2024-2025-sæsonerne oplevede lidt frafald.